Hvad er Biopati?
Biopat eller Naturopath i biologisk medicin (ibm) betyder det samme, der er blot tale om hhv. den danske og den engelske titel. Biopat/Naturopath ibm er en beskyttet titel, der giver garanti for en kvalificeret og uddannet behandler.
Biopati er en naturlig behandlingsform, hvor jeg arbejder med det hele menneske, altså mennesket som én sammenhængende mekanisme, og hvor jeg fokuserer på årsagerne frem for symptomerne. Biopatiens formål er, at styrke kroppen til at helbrede sig selv. Jeg arbejder derfor med at mindske det, der belaster kroppen, og optimere det, der er med til at få kroppen tilbage i balance, også kaldet homøostase.
Kroppen er en fantastisk organisme, der i stabil og sund form er i stand til at reparere sig selv. Hvis kroppen ikke er i stand til det, af én eller flere årsager, kan jeg som biopat hjælpe kroppen på vej. Det gøres med baggrund i østens 5000 år gamle viden, erfaring og tilgang til kroppen, og vestens mere konkrete og biologisk funderede tilgang.
I østen ser man kroppen, naturen og universet som et stort energetisk samspil med hinanden. Man ser ikke på enkeltdele, men på helheden. I vesten betragtes mennesket som en levende organisme, der kan opdeles i enkelt fungerende dele. Al lægevidenskab i vesten baseres på viden om celler og de kemiske processer, der foregår der. Som biopat benytter jeg mig både af østens og vestens viden, og ser på kroppen som en helhed, hvor alle funktioner og processer sker i samspil med hinanden.
Vi udsættes hele tiden for forskellige ydre og indre påvirkninger, og hvis disse forstyrrer kroppens balance, kaldes de i biopatien for belastende faktorer. Disse faktorer kan være psykiske, fysiske, genetiske, kemiske og mikrobiologiske belastninger, som vores krop og sind dagligt udsættes for. En sund krop er en krop i balance, altså når kroppen selv er i stand til at regulere de belastende faktorer.